• Bombastisk huslejestigning æder SUen i København. Det er »voldsomt«, siger cheføkonom

    Source: BDK Borsnyt / 03 Aug 2025 09:49:39   America/Los_Angeles

    Han havde godt hørt om studerende, der havde svært ved at finde noget billigt at bo i. Alligevel blev cheføkonom hos Danske Arkitektvirksomheder Sebastian Kaldahl overrasket over, »hvor voldsomt, det er«, da han satte sig ned og undersøgte de studerendes økonomi. Den spritnye analyse »Flere kan få en studiebolig – men mange må ud på et lejeboligmarked, der er dyrt på en SU« viser, at Københavns bombastiske huslejestigninger æder de studerendes SU. Mens SUen de sidste ti år er steget med cirka 16 procent, så er huslejen på det private boligmarked i samme periode steget med 67 procent i København. De studerende havde i 2024 i gennemsnit omkring 900 kroner tilbage af den månedlige SU, ifølge analysen. For ti år siden var det i gennemsnit over 2.000 kroner, når huslejen på det private boligmarked var betalt. »Så sidder jeg og tænker, wow, det er stukket af. Specielt i København«, siger Sebastian Kaldahl. Arbejde ved siden af SU I 2022 steg de studerendes rådighedsbeløb dog en smule på landsplan – med undtagelse af i København. Her fortsatte rådighedsbeløbet med at skrumpe på grund af stigninger i husleje. Selvom SUen udhules, så er der studieboliger til 20 procent af de studerende i København. Og det er faktisk en stigning. For ti år siden var det kun 12 procent af de studerende, der kunne få en studiebolig i København. 80 procent af de københavnske studerende skal dog stadig ud på det private boligmarked, hvis de vil gøre sig håb om at flytte væk fra mor og far. Det er ikke nyt, at de unge skal scanne varer ind i Netto eller lave caffe latte for at finansiere studielivet. Alligevel ser Sebastian Kaldahl et skifte. »Analysen viser, at du for ti år siden godt kunne få en økonomi til at hænge sammen nogenlunde og leje på det private lejeboligmarked som studerende. Det krævede måske SU-lån eller boligstøtte, men det var muligt«. I dag er det helt nødvendigt at arbejde ved siden af studiet for at bo og leve i København, siger han. God idé med studiejob Landsformand for Konservative Studerende Daniel Bekesi anerkender, at det kan være svært at få SUen til at række til huslejen i København. Han synes dog »grundlæggende, at det er en god idé også at tage et studiejob«, udtaler han i et skriftligt interview. Han mener ikke, at SUen skal sættes op. I stedet skal ordningen med SU-lån udvides, så det bliver muligt at låne mere, end tilfældet er i dag. »Med det sagt mener vi, at det bør være en politisk prioritering at sikre en vis mængde studieboliger i storbyerne, så studerende fra hele landet har mulighed for at bosætte sig i storbyerne til en fornuftig pris,« skriver han. Hver tredje på landsplan En af konsekvenserne ved huslejestigningerne er, at de studerende må søge væk fra studiestederne og hen til forstæderne. »Udfordringen er, at der er flere undersøgelser, der indikerer, at hvis du kommer over en transporttid på 30 minutter, så øges din frafaldsrisiko på studierne,« siger Sebastian Kaldahl fra Danske Arkitektvirksomheder. På landsplan er det hver tredje studerende, der kan bo i en studiebolig. Daniel Bekesi mener, at det må være op til den enkelte studerende at vurdere, hvor vigtigt det er at bo i en storby – og hvor meget man er villig til at betale for at bo tæt på studiet og det sociale liv. »For mange er nærheden til både uddannelse og netværk en stor fordel, men i byer som København følger det ofte med en høj husleje. Heldigvis findes der gode og mere økonomisk overkommelige alternativer i forstadskommunerne, som stadig ligger tæt på byen,« skriver han. https://www.berlingske.dk/metropol/bombastisk-huslejestigning-aeder-suen-i-koebenhavn-det-er-voldsomt-siger
Share on,